Arbejdsmarkedet og beskæftigelsespolitikken er i dag præget af vækst, målrationelle og – neoliberale rationaler. Der er bred enighed på Borgen om at vi skal arbejde og forbruge os ud af krisen og arbejde har således fået en central placering i den politiske løsning af det såkaldte ”krise-problem”. Bevidstheden om krisen og løsninger findes gennem vækst, effektivisering, kompromisser med løn og arbejdsforhold samt stramninger af sociale ordninger og det betyder, at hensynstagen til humane forhold og en social bæredygtighed på arbejdsmarkedet, tilsidesættes og forhindres. De dominerende paradigmer udfordres sjældent med konkrete alternative arbejdsmarkedspolitiske løsningsforslag som ikke køber præmissen om at vækst er den eneste vej frem.
Der er de seneste år fra politisk side blevet sat en række reformer i søen, som skal løse nogle af de (måske) krise-affødte udfordringer for den danske økonomi og beskæftigelse. Disse kredser bl.a. om at lette de offentlige udgifter ved først og fremmest at fjerne personer fra de offentlige udgifter (helst ud på arbejdsmarkedet) og dels ved gradvist at hæve pensionsalderen. Dette kommer senest til udtryk med tilbagetrækningsreformen. Med den vil pensionsalderen i 2022 være 67 år og efterlønsalderen 64 år. Herefter vil både pensionsalder og efterlønsalder stige i takt med udviklingen i den gennemsnitlige levealder. I løbet af 2015 skal den såkaldte ”levetidsindeksering” genforhandles og tilbagetrækningsalderen forventes at stige yderligere. Alle skal fremover være længere tid på arbejdsmarkedet og arbejde mere.
Selvom det i den grad kritisabelt at denne præmis for den danske arbejdsmarkedsudvikling ikke udfordres mere, mener vi at det er interessant at kigge nærmere på det momentum og behov for forandring, disse reformer afføder.
Tilbagetrækningsreformen (og efterlønsreformen) vil unægtelig betyde væsentlige ændringer på arbejdsmarkedet, det vil være nødvendigt aktivt at forebygge og sikre, at arbejdsstyrken kan holde mange år på arbejdsmarkedet. Det betyder unægteligt, at der skal ske ændringer i strukturer, kulturer, mentaliteter … Vi øjner dette som en mulighed for at åbne op for en diskussion af nye og anderledes måder at tilrettelægge og organisere arbejdet på og ikke mindst nye måder at forstå og tænke arbejde på.
For at gøre dette, er det skal der ikke nødvendigvis opfindes noget helt nyt. Mange interessante og nuancerede bud er allerede givet på, hvordan arbejdsmarkedet og arbejdslivet kan humaniseres og gøres mere bæredygtigt og rummeligt. Gennem arbejdslivsforskning, her i særdeleshed i 70’ern og 80’erne, er der blevet præsenteret flere bud på, hvordan en humanisering af arbejdslivet og en udfordring af den eksisterende arbejdsforståelse kan forbedres med blik for sociale såvel som økonomiske forhold.
Med udgangspunkt i disse perspektiver for alternativ indretning af arbejdsliv og -marked ønsker vi at undersøge hvorvidt alternative tilgange kan tilbyde nye forståelser af arbejdet i dag som i højere grad kan rumme en mere social, økonomisk, bæredygtig, rummelig indretning af arbejdsmarkedet som tager udgangspunkt i et anderledes værdisæt end det i dag dominerende.